At sidde og bladre i et katalog med mænd lyder som et helt igennem fornuftigt tidsfordriv for en kvinde sidst i 30’erne. Når hendes kæreste så er med i processen begynder det at lugte lidt at kinky tilbøjeligheder. Men som du ved, kære læser, så kan det være ganske tilforladeligt (ikke at de kinky tilbøjeligheder ikke er tilforladelige – de er bare ikke mine….altså det er ikke relevant for dette opslag).

Efter den noget nedslående nyhed at min daværende og jeg aldrig vil komme til at se en sammensmeltning af vores gener, gik vi i tænkeboks. Jeg var allerede indstillet på at vi måske aldrig skulle have børn. Jeg var jo opsat af tanken om at det skulle være vores fælles frugt. Min daværende var meget nøgtern omkring det. Selvom han ikke kan formere sig, ville min datter jo også blive hans – uanset hvem der så end leverede klatten.

Men hvem skulle det så være? Ikke nogen vi kendte. Det ville alligevel blive for mærkeligt (læs ev.t bloggen Håbløse Tilfælde om tvangstanker om donorer). Ikke noget med din onkel er i virkeligheden din far. Ingen fordømmelse – bare for mærkeligt for os.

Skulle vi spekulere i særligt udvalgt sæd? Altså en slags elitedonor? Det ville sikkert blive for dyrt. Det eneste vi blev ret hurtige enige om var, at det skulle være en åben donor. Selvom vi ikke var parat til at dele vores formeringsbesværligheder med andre, så skulle afkommet have mulighed for til enhver tid (ihvertfald efter de fyldte 18 år) at opsøge sit biologiske ophav. De fleste mennesker tænker vel over hvor de kommer fra, og hvor de har deres evner, næse, fingre og finurligheder fra. Med tiden vil det jo blive tydeligt for barnet at der er en af forældrene hun absolut ikke ligner.

Vil min eks blive ramt på sin faderlighed når ønsket opstår? Nej. For forældreskab sidder ikke i livmoder eller testikler. Det sidder i hjertet. Og han elsker vores datter. Og han vil hende det bedste. Og det bedste er at kende sit biologiske ophav. Det er det bare.

Og så var det i gang med kataloget. Lægen foreslog os at finde en med min kærestes karakteristika. Jeg tænkte, at jeg så vidt muligt ville skåne mit afkom for mine overvægtstilbøjeligheder. Så kriterierne blev mørkt hår, blå øjne, høj, normalvægtig og gerne resus negativ – bare for at mindske eventuelle besværligheder (jeg er selv resus negativ).

Man kan vælge fra nationalitet, så vi så de mere mørklødede nationaliteter igennem. Jeg faldt for en blanding af Skotland og Puerto Rico – men efter et par forsøg skete der ikke noget, så vi gik videre til en Italien-Tyskland-Amerika. Og der var altså bingo.

Nu ved jeg ikke hvor mange der efter sidste uge sad med den der fornemmelse af at “jeg vidste det!” da jeg kom med den store afsløring. Men da min datter kom ud var der ikke rigtig nogen der kommenterede noget. Og det er jo klart, når man ikke ved at der er noget at lede efter.

Det var en populær donor vi fik fat i. Da vi gik i gang for at lave en bror eller søster, var der ganske få strå (beholdere med sæd) tilbage. Efter vores brud var der et strå tilbage. Jeg havde lige aborteret og nærmede mig hastigt “udtørringens tid”. Chancen for at finde en mand inden jeg går helt i overgangsalderen er pænt lille – og hvem gider også finde en mand med det ene formål for øje? Ikke mig. Jeg tænder heller ikke på tanken om at have børn med flere forskellige mænd i det hele taget – for mig personligt vil det ikke fungere). Så jeg brugte strået. Det eneste der var tilbage. Man kan ikke købe den donor længere. Heller ikke i udlandet. Han har opfyldt sin kvote af graviditeter.

Og nu har jeg så tre børn. I næste uge fortæller jeg om overvejelser om hvordan og hvornår jeg fortæller mine børn om donoren.

Stil endelig spørgsmål – selv dumme spørgsmål besvares….omend flabet