Lige da vi var gået fra hinanden, blev det min store frygt at jeg i et hormonstyret bittert øjeblik skulle komme til at afsløre min datters biologiske ophav for hende a la “Godt du ikke er hans biologiske datter med de dårlige vaner han har”.

Vi har altid været enige om, at hun skulle have det af vide – men var aldrig rigtig blevet klar over hvornår det rigtige tidspunkt ville være. hvornår kan man forstå et sådant begreb? Sæddonor – biologisk far – min rigtige far?! Umiddelbart tænkte vi omkring skolealderen  – eller når hun selv begynder at spørge ind til hvor børn kommer fra. Måske senere. Hvor lang tid kan man gå med en forkert viden uden at det skader sjælen, når sandheden endelig bliver afsløret?

Tidspunktet for hvornår vi skulle fortælle hende noget kom helt af sig selv, da graviditetstesten viste to streger. Tvillingerne ville jo ikke have en far i det hele taget – og hvordan forklarer man lige det!?

Jeg undersøgte overfladisk på nettet  – og hvis du nu selv går med tanker om skal/skal ikke fortælle, så kig forbi denne side for at få lidt perspektiv på dine overvejelser. Og så begyndte vi fra min datter var to at tale om donoren. Principperne er enkle; donoren bliver ikke på noget tidspunkt omtalt som biologisk far, din anden far, din rigtige far. Donoren er donoren. Den flinke mand, der var så sød at hjælpe os med at få dig. Engang imellem – i nogenlunde samme intervaller som vi fortæller vi elsker hende, får hun af vide hvor godt det var at vi fik hjælp til at lave hende. Og til sidst har vi fundet Karla-bøgerne af Pia Olsen, som vi læser op af og drager paralleller fra: “Se det er ligesom dig….og nu dine brødre. Du har en mor og en far og en donor. Drengene har en mor og en donor”.

Målet og håbet er, at de alle skal føle sig ønsket og elsket.

Læs med næste uge omkring mine overvejelser om jeg ikke har været for egoistisk i mit ønske om at få børn