Dronningen sagde det så smukt og inspirerende i sin nytårstale; Der er kommet en erkendelse af, at ikke alle familier er far-mor-og-børn. Som barn af enlig mor siden jeg var 4, kan jeg jo kun give hende ret. Med tiden er der kommet mange forskellige sammensætninge – regnbuefamilier med et bredt favnende udtryk – og det er jo fantastisk og godt og meget tolerant. Men når jeg følger med i debatten om – især – donorfamilier, hvor der er valgt anonym donor, eller hvor det er en enlig kvinde, der får børn, så begynder jeg at overveje, om individualismen har nået uanede egoistiske højder, der i sidste ende vil skade dem, der er tættest på…vores børn.

Er det lidt for sent at komme med de overvejelser, når jeg nu har født tre børn, hvoraf to dem ikke kommer til at vokse om med en far? Hvem er det i bund og grund jeg har fået børnene for….det er ihvertfald ikke deres skyld. Men det er dem, der skal leve med konsekvenserne af mine valg. Og jeg har altså i tvillingernes tilfælde valgt, at de ikke skulle have en far. Mine to drenge.

Uden at dvæle for meget ved det, så er historien med mine egne forældre en smule broget. Så broget at min søster formulerede denne trøst; så har du da noget kærlighed i dit liv.

Hun mente det ikke på den måde, men sagen er, at jeg har skabt min helt egen familie, som er tvunget til at holde af mig ihvertfald i de første par år. (Helt urelateret var det måske på tide at få set den der Mommy dearest?!)

Uanset hvad vores kloge dronning mener, så er der jo sådan, at kernefamilien har været målet og normen de sidste mange år. Og jeg tror at de fleste vil være mere tilgivende overfor familie med forældre af samme køn, end selvvalgte eneforældre. For det at være to om opdragelse og kærlighed er bare bedre. Jeg kan kun håbe at min kærlighed vil være nok – for med den bil jeg har får jeg aldrig fat i en ny mand.

Nå – jeg skal i Ikea og købe træbøjler. Læs med i næste uge hvor emnet er i den lette genre.