Det er utroligt hvor hurtigt man lærer at fortælle og forsikre folk om at man har det godt.

Der kan være så mange grunde til at vi ikke bekender kulør. En blændende instagramkarriere – et høflighedsgen, der ikke tillader at besvære andre med egne problemer – et behov for at vise at man er mindst lige så god og gerne bedre end de fleste andre – behovet for at ikke at lukke for mange mennesker ind. Der er lige så mange grunde, som der er mennesker. 

Personligt har jeg altid, indtil denne blog, været et meget privat menneske. Så uanset at jeg pt er heldig hvis jeg kommer i bad to gange på en uge, at jeg kun sover 6 afbrudte timer i døgnet, at jeg konstant lugter af en blanding af gylp, bæ (babyernes), tis (mit eget) og sur gnu, at jeg konstant tvivler på egen forælder-evne, så vil mit svar på spørgsmål om mit velbefindende altid være “Fint”. Hvis jeg indrømmer at “have haft det lidt hårdt”, kan du være sikker på at jeg har været døden nær mindst to gange.

Jeg er måske lidt bagud i at indse det,  men med børn kommer et helt andet liv. I stedet for at være mig selv nærmest, at nyde en stille morgenstund eller en timelang toiletpause er det nu mine børn der kommer først. Mine morgener er kaotiske og siden tvillingerne kom ud og stjal næsten al min tid, har min intelligente datter udset sig min ellers så private toilettid, som hendes.

Mit liv har aldrig været mere kaotisk – mit hjem flyder, mine bryster gør en mellemting mellem at hænge og lække mælk, min mave ligner at lægen har glemt en trilling derinde, jeg har konstant hold i nakken fordi min seng er invaderet af børn, der tvinger mig til at sove i spørgsmålstegnsstilling, min ordforråd svinder ind, som følge af manglende brug. Men når du nu spørger så har jeg det fint. For når jeg nu ikke kan gå i byen med mine veninder og hive dem med på toilettet og dele sladder – så er det godt jeg har mit eget lille snakke chatol lige ved hånden.

Læs med i næste uge hvor jeg afslører Lars Ulrichs indflydelse på donorvalget.