Lars, mig & kanylerne

Jeg ved ikke om det kun er mig – men som sådan en fertilitetsbehandling skrider frem uden positive resultater, så begynder man at famle efter halmstrå. Ting man kan gøre, sige eller tænke for at sædcellerne finder ægget, og at det derefter sætter sig fast i livmoderen. Og så bliver der.

Med min datter tog det fire forsøg, før det lykkedes. Fire cyklusser med kvalmefremkaldende hormonpiller og kanyler fem centimeter under navlen. Herefter ligger man på bordet og bliver insemineret på højst uromantisk vis. Derefter skal man gå to uger og vente på at tage en graviditetstest. Et hurtigt blik på minmave.dk vil vise at det er de færreste, der kan holde til at vente 14 med at måle HCG indholdet i deres urin. Det er desværre direkte misvisende for fertilitetsbehandlede kvinder, da hormonerne man tager kan give et falsk positivt resultat.

Herudover kan ægget jo sagtens være befrugtet men alligevel ikke sætte sig fast.

Man jeg har købt mig fattig i de der åndsvage test, selvom man får en pakke med fra klinikken.  Men lige pludselig kan man mærke trykken i brystet, niv i underlivet og man er oppustet på en helt anden måde en man plejer at være. Lige indtil menstruationen kommer. Så kommer desperationen og den dårlige samvittighed over ikke engang at kunne det man biologisk er sat på jorden for at gøre. Og så skal man til det igen.

Efter første gang mistede behandlingen nyhedens interesse for min eks, som jo heller ikke rigtig var aktiv i processen. Så jeg var alene om alle de andre omgange. Og det kunne min hjerne ikke rigtig klare.

Og så sker der altså et eller andet i oppe i hovedet. Det skyldes muligvis hormoner, men det er ikke helt utænkeligt at jeg selv har visse anlæg for at lade fantasien flyve frit. Efter at have forladt matriklen i Hellerup besluttede jeg at jeg ikke måtte cykle for hurtigt. Jeg måtte dog ikke stige af og gå. Jeg skulle tænke i positive, kærlige baner og finde noget smukt at kigge på hurtigst muligt. Heldigvis ligger klinikken tæt ved Svanemøllestranden – så der har jeg siddet mange gange med den dyrt indkøbte sæd dryppende ud af mig og drukket økologisk friskpresset juice i forsøget på at kickstarte zygoten.

Da vi så gik i gang med at lave en bror/søster blev det rigtig slemt. Det ikke lykkedes første gang, hvilket for mig var helt uforståeligt, da det skete på samme datoer som da vi lavede vores datter. Ovenikøbet tog jeg på ferie samme sted, hvor jeg var da jeg tog testen, der forkyndede min datter. Da tænkte jeg, at det nok alligevel ikke skulle være. På det tidspunkt var donoren også stoppet som donor, så vi havde været nød til at finde en ny. Og vi var altså ikke kompatible. Hverken i første eller andet forsøg. Og jeg gjorde ellers alt det jeg havde gjort sidste gang. Men altså ikke med samme donor.

Så skete der et mindre mirakel, da sædbanken havde fundet nogle strå et sted, som de gerne ville sælge. Nu kunne jeg så se meningen med det hele. Selvfølgelig ville jeg først blive gravid i fjerde forsøg – for sådan var det jo sidste gang.

Og sådan blev det denne gang. Jeg gjorde alle de ting, jeg havde gjort sidst. Cyklede langsomt, købte øko-juice og nød en smuk udsigt. Og selvom jeg afveg stærkt fra “opskriften” og brød med kæresten, så lykkedes det alligevel. Men altså kun i et par uger. Så mistede jeg barnet.

Og så kom dilemmaet. Der var nu to strå tilbage. Et fra min datters donor og et fra den nye. Hvilket strå skulle jeg bruge først? Datterdonorstrået var det aller, aller sidste. Han kan ikke “fås” andre steder – medmindre man altså finder ham og gifter sig med ham.

En tidlig lørdag morgen skulle jeg til scanning på klinikken for at se om folliklerne var klar til insemination. Her skulle jeg så samtidig fortælle, hvilket strå der skulle bruges først.

Det var stadig mørkt da jeg ankom på adressen. Der lå en stilhed over byen, som kun penge og ambassaderkvartere kan skabe. Og pludselig fik jeg næsten et kamera smækket lige op i synet. En masse mennesker fulgte en relativt lav fyr hen til bygningen.

Når man nu har gået stille med dørene i forhold til at være i fertilitetsbehandling så er det sgu ikke så rart at blive konfronteret med blændende lys og hvad er måske er nyhedskameraer, så tidligt morgenen. Men det var altså ikke mig, der var interessant. Det var Lars Ulrich. For det var selvfølgelig ham de fulgte efter. Det viser sig, at klinikken er hans barndomshjem.

Og det blev mit halmstrå. Eller tegn fra gud om du vil. For jeg valgte datterdonorstrået – og der var mere en bonus. Mine børn er biologisk helsøskende – og det skylder jeg Lars tak for. For jeg tænkte at en mand der kan hamre så energisk på trommer i så mange år, og nu i den alder han har – han må i en eller anden form have efterladt en viril ånd i det hus.

….og det havde han.

Stil endelig spørgsmål  – alle besvares – omend muligvis flabet.

I næste uge skriver jeg lidt om at hvordan det er at være kommet ud på den anden side. Om at være tvillingemor og alene om det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.