Har du født?

Jeps- Det var spørgsmålet jeg fik her forleden at en bekendt, som jeg mødte på gaden. Personligt synes jeg det var møg ubehøvlet  – vi stod med tvillingebarnevognen imellem os – så hvis størrelsen af min mave ikke bebudede fødslen, så måtte transportmidlet i det mindste gøre det.

Uanset det ar hendes spørgsmål har forårsaget på min sjæl, så er der ikke så meget andet for end at grine af det. Og jeg tænker det nok skal blive sjovt en dag. I fremtiden. Hvis  det lykkedes mig at få maven rullet op igen. Måske jeg kan klemme dellerne ind under hængebrysterne. Lave såden en fin samlet bunke lige over navlen.

Med den bemærkning begyndte jeg at tænke over alle de bemærkninger jeg egentlig modtager når jeg kommer anstigende med prammen. Jeg ved, for det har jeg læst i nogle af alle de facebookgrupper jeg er medlem af, at tvillingeforældre især bliver udsat for en del bemærkninger, som man måske kunne fristes til at kalde dumme eller ekstremt nærgående. Der findes opslag hvor vi kan fortælle om folks hensynsløse bemærkninger og kommentere med rappe svar.

F.eks:

Er det tvillinger? – Nej, det er egentlig trillinger – den sidste ligger derhjemme.

Er du sikker på de er tvillinger? De ligner ikke hinanden? – Det var også bare noget jeg sagde. Da jeg havde født min søn og skulle hjem fra hospitalet, synes jeg han så så ensom ud – så jeg tog sgu også drengen fra nabostuen.

Er de enæggede? – Ja, jeg har bare givet den ene make-up på og har farvet hans hår.

Har du selv født dem? – Nej jeg fik min far til det.

Tvillinger?  Der er godt nok noget at se til.  Godt det ikke er mig.  – Det må jeg sige ja til.

Godt du ikke fik trillinger? – Det gjorde jeg, men glemte den ene i bussen.

Har du født dem vaginalt? – Og dit navn er?

Kom de ud samtidig? – Definer samtidig.

Der sker bare et eller andet i folks hoveder, når man kommer med tvillingebarnevognen. Der er en helt anden interesse, end da jeg bare gik med min “single-odder”. Disse spørgsmål kommer ikke en gang, to gange eller tyve gange. De kommer stort set hver eneste gang man er ude at lufte arvingerne. Og der er ikke rigtig noget statistik på hvor længe det bliver ved. Til de er 18? 44?

Efter at have tygget lidt over min fat shaming kom jeg til det resultat, at det spørgsmålene i virkeligheden er udtryk for er noget så simpelt som interesse. Til trods for kommentarer som “godt det ikke er mig”, som et eller andet sted også bunder i noget positivt. En anerkendelse af, at man har noget af en opgave foran sig. Så i stedet for at finde på spidsfindige spydigheder, så svarer jeg som regel bare på det der bliver spurgt om. For folk VIL os så gerne. De vil gerne se lighederne (som ikke er der, da drengene jo ikke er enæggede – en stor skuffelse for mange), de vil gerne bekræftes i hvad det nu end er deres tvillingeformodninger er.

Jeg svarer sågar på at jeg skam har født vaginalt. Også selvom jeg ikke kender vedkommende. For det er jeg egentlig stolt af. Jeg uddyber det dog ikke nærmere. OM jeg fik sting eller ej vil for altid være mellem min og fødestuen. Og min søster. og min veninde. og måske denne blog, hvis jeg lige føler for et “flæk”-indlæg.

Det eneste jeg ikke vil svare høfligt på er spørgsmålet om jeg har født. Problemet er at jeg endnu ikke har fundet et tilpas bidende svar. “Hov hov, hvad med dig selv” virker på en eller anden måde ikke så…..ætsende.

Så lev og lad leve….så længe du ikke fatshamer.