Fra tid til anden minder facebook mig om ting jeg har postet gennem alle de år jeg har været på. Det kan til tider være smertefuldt ligegyldige statusopdateringer, som er alt for tydelige, men mislykkedes, forsøg på at lyde morsom og intelligent. Og så er der alle billederne. Ferier, drukture, fodboldkampe og ikke mindst børnebilleder.

Facebook var med lige fra starten da jeg fødte min datter. Næsten. Jeg har postet billeder af fødder, hænder, Vita, der har opdaget sine tær, Vita, der er nuttet, Vita, der lærer at gå, Vita, der har overtegnet sine ben med tus. Der er ikke den milepæl hun har nået, uden jeg har fortalt det til alle.

Og så er der tvillingerne. Eller det kunne sådan set bare have været min andenfødte. Jeg er glad når drengene vender sig på maven, finder sine hænder, fødder og tænder. Jeg når bare ikke rigtigt at tage billeder af det i situationen. Og det der med at finde fødderne – det er jo noget de fleste mennesker har været igennem. De fleste babyer har også nogle meget nuttede smil, når de når seks måneders alderen.

En bekendt fødte en dag før mig, også på riget. Kun en, og den første. Og jeg får sgu lidt dårlig samvittighed når jeg kan følge med i barnets opvækst. For moderen gør jo lige præcis det jeg selv gjorde med min førstefødte. For alt er fantastisk og specielt  – og måske er man den første mor nogensinde, der har et barn der kan gøre lige præcis sådan der.

Imens lever mine drenge et liv i anonymitet, fordi jeg ikke har energi til at poste – endsige tage billeder med min iphone.

Det er ikke kun facebook, der er anderledes for andengangsfødende. Til både 3 og 5 månedersvaccinationen af mine sønner tog jeg det i stiv arm. Stik, stik, stik og ikke en tåre kneb jeg. Med min datter var jeg på grådens rand flere dage efter, fordi der med stikkene kom en hel ny gråd. Det var frygteligt. Men tvillinger og søskende giver hård hud på sjælen. ….og der kommer en air af, at det jo bare skal overstås så de ikke bliver alvorligt syge. Eller også er der et eller andet der er knækket inde i mig efter talløse nætters manglende søvn og hysanfald over ikke at kunne få lagt ungerne til bryst.

I øjeblikket kører der en slags kampagne om at huske at poste de mindre gode ting ved livet, og ikke kun køre glansbillede liv. Folk roses til skyerne for at lægge et billede ud af en eller anden situation hvor alt sejler. Og det er da fint nok. Jeg ser dog ikke den store forskel. Hvor man på glansbilledet roser sit lyserøde liv til skyerne, så viser katastrofe billederne bare hvor intellektuelt overlegen man er. Hvor højt hævet man er over alle andre gennemsnitspostere.

I virkeligheden vil vi alle gerne anerkendes.

Så her er drengene – både på maven – og i deres stiveste puds. Selvom jeg ikke viser det officielt hele tiden – så er jeg stolt både over deres formåen – og deres mensa-mentalitet.