Først en disclaimer: Husk at læse det med et glimt i øjet og VID at alt er set ud fra mit perspektiv.

 

Jeg tænker at overskriften siger det hele, uden egentlig at fortælle en skid. Det er sådan en evne jeg har. Læsere vil vide, at jeg har fået alle mine børn ved fertilitetsbehandling pga først dårlig sædkvalitet og siden manglende kæreste. Sådan er det at være et moderne menneske.

Alle statistikker siger at ældre kvinder, samt kvinder i fertilitetsbehandling, har større chance for at føde tvillinger. Jeg så dem og tænkte; jamen det gælder jo ikke mig. På en eller anden måde virker statistikker mere relevante hvis det er noget som 0,000001 % chance for at blive ramt af styrtende piano hvis du får denne vaccination. DEM, frygter jeg. For nogen skal jo være den der 0,000001 %. Desuden gik jeg fri i første omgang.

Men altså – i anden omgang kunne lægen meddele at der skam var to derinde. Min allerførste kommentar er jeg ikke så stolt af; “Ja men…den ene kan da godt nå at gå til…ikk?!”. Det kunne den – men gjorde det heldigvis ikke. I stedet fødte jeg i oktober to sunde, friske drenge.

Fra starten vidste jeg at det var tveæggede drenge. Det kan man se på den måde de ligger inde i livmoderen…..vist nok. Der var stor afstand imellem dem  ihvertfald. Men da roen faldt på os efter at vi blev kørt fra fødestuen og til barselsafdelingen blev det mere og mere tydeligt, at der muligvis var andet i spil end bare overivrige æggestokke. Som ugerne gik blev det stadigt mere tydeligt; de to drenge har ikke samme far.

Lidt forhistorie: Da min daværende og jeg begyndte fertilitetsbehandlingen var vi først til et slags indledende møde på klinikken (som altså vil forblive navnløs). Her gennemgik vi vores medicinske historie og der blev bestilt nogle undersøgelser. Den distingverede læge, der gav en lyst til at sidde mere rank på stolen, tog mig med ind ved siden af til en undersøgelse af livmoder – og hvad ved jeg. Helt standard. Og jeg er ret sikker på at jeg hvis ikke så, så ihvertfald hørte ham tage engangshandsker på.

Tilbage på kontoret hvor vi koncentrerede os om at omtale vores liv som standard midt-i-trediverne-væsner med et gennemsnitsforbrug af alkohol, tobak og sukker, begyndte den noble læge at sidde og dufte til sine fingre. Sådan, helt nonchalant. Som om det pludselig var gået op for ham, at han havde lavet mad med hvidløg dagen i forvejen. Med 30 sekunders mellemrum kom det “snif, snif”. Som børn af arbejdere var der ingen af os der turde kommentere på det. Vi gjorde samtalen færdig, og i det videre forløb så vi faktisk ikke mere til ham. Med tiden blev det til en god historie.

Tre år senere står jeg så her med mine sønner, som er så forskellige som nat og dag. En helt mørk som sin søster  -og en helt lys, som mig. ….(og lægen?!?).

Sæden man bestiller kommer direkte fra sædbanken og til klinikken. Det eneste tidspunkt man som bruger ligesom ser det er, når de skal til at sprøjte det ind i dig. Og bare fordi der står “Jensen” på er det jo ikke nødvendigvis “Jensens” essens der er i glasset.

Hvis jeg skal tage den endnu længere ud, så er det jo ikke engang sikkert at det er mit eget æg, der har været i spil. Hvem ved om lægens kone også har haft en behov for at reproducere sig selv. Eller…..har du set Drengene fra Brasilien? Jeg synes allerede den ældste af drengene har en tendens til at kommandere med mig. Især om natten. Er det præ-stadiet til tortur? Mor må ikke sove – så kan vi lette få vores vilje?

Jeg har været på hormoner on/off i fem år. Måske er det bare det?

Kun tiden, og en enkelt DNA-test, vil vise om han faktisk har været så syg. Eller om det bare er mig, der har tvangstanker.

Læs med i næste uge – om andre tvangstanker.